Kontraktforhold

- danske og internationale

Kurset behandler relevante problemstillinger, der opstår ved udarbejdelse og indgåelse af kontrakter om køb af varer og serviceydelser både med danske og udenlandske parter. Kurset indledes med en kort gennemgang af gældende lovgivning på indkøbsområdet: herunder aftaleloven og købeloven.

Vigtigheden af lovvalg og værneting i internationale aftaler behandles og herefter skitseres de grundlæggende forskelle mellem retsanvendelsen i civil law-lande (som Danmark) og common law-lande (som UK og US). Endelig gennemgås de væsentligste forskelle mellem danske køberetlige regler og den internationale købelov (CISG).

Den resterende del af kurset fokuserer på det praktiske arbejde i forbindelse med udarbejdelse af kontrakter, herunder brugen af forskellige kontraktformer såsom standardbetingelser og rammeaftaler.

Særligt relevante aftalebestemmelser af generel karakter vil blive gennemgået og drøftet ud fra et praktisk perspektiv, og der vil gennem cases blive arbejdet med eksempler på kontrakter hentet fra forskellige områder og med forskellig kompleksitet.

Undervisningen foregår på dansk, men dele af materialet vil være på engelsk.

Formål/dit udbytte

Kurset har til formål at give dig et godt og grundlæggende kendskab til de juridiske, kommercielle og praktiske forhold, der relaterer sig til indgåelse af kontrakter.

Hensigten med kurset er endvidere at give dig en forståelse for aftalens centrale funktioner og hjælpe deltagerne til at identificere de potentielle faldgruber ved en given kontrakt eller kontrakttype, således at disse i bedst muligt omfang kan imødegås allerede ved aftalens indgåelse.

Du vil som deltager få nogle brugbare værktøjer, der efterfølgende kan bruges i det daglige kontraktarbejde, og det er målet, at du efter kurset har et godt grundlag for den videre udvikling mod selvstændig udarbejdelse af kontrakter; både danske og internationale.

Formålet med kurset er at gøre dig i stand til at:

  • Identificere og forholde sig til generelle problemstillinger i aftaler
  • Forstå forskellene mellem forskellige kontrakttyper
  • Forstå de problematikker som anvendelse af standardbetingelser kan give anledning til
  • Vurdere og aktivt tage stilling til valg af værneting og lovvalg i internationale aftaler
  • Identificere visse forskelle mellem danske køberetlige regler og den internationale købelov (CISG)
  • Anvende praktiske redskaber til brug for indgåelse og gennemgang af aftaler

Målgruppe

Indkøbere og andre med grundlæggende kendskab til arbejdet i en indkøbsfunktion, med ingen eller kun begrænset erfaring med selvstændig indgåelse af kontrakter, der ønsker at opgradere deres kompetencer inden for dette område.

Indkøbere der handler med udlandet og/eller har - eller forventes at få - opgaver inden for og/eller ansvar for internationale kontraktindgåelser.

Kursusindhold

Kurset behandler de basale juridiske og kommercielle aspekter ved udarbejdelse af kontrakter. Indledningsvis vil den grundlæggende juridiske regulering af aftaleforhold blive gennemgået, hvorefter undervisningen vil fokusere på forskellige kontraktformer, herunder standardbetingelser og juridiske problemstillinger.

Der vil blive inddraget eksempler på de aftalebestemmelser, der oftest giver anledning til fortolkningsmæssige problemer og uenigheder mellem parterne.

Du vil som deltager få udleveret en ”tjekliste” til gennemgang og vurdering af aftaler. På baggrund af cases vil du gennem gruppearbejde få mulighed for at arbejde praktisk med udarbejdelse af kontrakter og herunder det at skulle forholde sig til kommentarer fra leverandørens side.

Undervisningsform

Undervisningen vil veksle mellem undervisning i plenum og løsning af opgaver. Det samlede gruppearbejde og diskussion vil udgøre ca. halvdelen af den samlede undervisningstid. Kurset er tilrettelagt ud fra deltagernes aktive medvirken og diskussion af aktuelle og relevante problemstillinger.

Kursusleder

Annemette Thorgaard er partner og advokat hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith og har mange års erfaring med udarbejdelse af kontrakter og gennemførelse af udbud samt rådgivning om kontraktstyring og håndtering af konflikter i forbindelse hermed.

Relaterede kurser

Tid og sted

9. november 2021, Comwell Roskilde

Fra kl. 9.00 til 17.00

Pris

kr. 4.500,- for medlemmer af DILF
kr. 5.800,- for ej-medlemmer af DILF

Faktura og bekræftelse fremsendes efter modtagelse af tilmelding. Alle priser er ekskl. 25 % moms.

Priserne indeholder:

  • Forplejning
  • Kursusmateriale

Tilmelding

Tilmeld dig her

Afmelding

Ved afmelding indtil 2 uger før kursusafholdelse beregnes et administrationsgebyr på kr. 500,-. Ved afmelding senere end 2 uger før kursusafholdelse skal hele kursusafgiften betales. Virksomheden er naturligvis altid velkommen til at sende en anden deltager. Dette skal meddeles DILF. Fakturaen korrigeres i henhold til den nye deltagers medlemsstatus.

Hvis COVID-19 restriktionerne forlænges, flytter vi kursusdatoen, så kurset bliver afholdt så snart det er tilladt.
Hvis du ikke kan deltage på den nye dato, krediterer vi hele kursusbeløbet.


DILF forbeholder sig ret til at foretage ændringer i programmet. DILF forbeholder sig ligeledes ret til at afvise direkte konkurrenter til talere og sponsorer på arrangementet.


                                                [Banner]
                                            
                                                [Banner]
                                            
                                                [Banner]